Maj hilsen…

11. maj 2017 Blog

 

Så blev det endelig forår, og meget stå stadig på spring til grønt udspring!
Siden sidste hilsen har der også været masser af forårsaktiviteter her på Billedværkstedet Søkilden.
Willumsens Farvefeber sætter jo temperaturen på alle holdene hele forårsforløbet, og siden vi forlod bjergbillederne har vi bevæget os i forsforgult månelys – især i Venedigs gader! Nu er vi så gået i frontalt clinch med portrættet i komplementære-kontraster! Børnenes kendskab til van Gogh’s værker er blevet mere konkret efter ”en tur” i hans gamle slidte støvler.  Lidt smartere sko blev også afprøvet og nu undersøger vi komplementærfarvernes kontrastvirkninger i portræt-genren.
Skitseturen til København og Lund blev en intens oplevelse. Vi indtog på fornem vis Det Harboeske Enkefruekloster med frokost og de første skitser fandt vej til skitsebogen. Dernæst et besøg i Glyptotekets Vinterhave og et kig på en del af de mange samlinger. Den følgende dag gik alt for hurtigt i Lunds Domkirke og på det vildt inspirerende Skissernes Museum. Den sidste dag var Thorvaldsens Museum vores base fra kl 10-17! En hel lang dag i et helt forunderligt, mytologisk univers. Vi var fordybet, både i kunsten og i det smukke hus med mosaikgulve og bemalede stuklofter. Lidt frisk luft blev det til ind i mellem- herligt med madpakken på den store trappe!
Den sidste week-end i april var ramme om en helt ny tegnework-shop Tæt på træet. Det blev et par fine dage med alverdens tegne-teknikker og eksperimenter – helt tæt på alle træerne i have og i skov.
20.-21.maj gælder det så Tæt på blomsten.  Endnu en ny tegneworkshop. Og der er blevet to ledige pladser, så måske skulle DU gribe chancen og komme i gang med at eksperimentere med blomsten som motiv. Sommeren venter med masser af blomstrende motiver.
7.maj blev det til ”tyvstart” på Camino ugen, der finder sted i september. Vi snørede vandrestøvlerne og drog afsted på træningstur i fint og lunt forårsvejr  – med skitsebogen i rygsækken. En herlig tanke at vi skal vandre og skitse, hver dag i en hel septemberuge på Caminoen i Spanien!
Når kurserne er afsluttet her sidst i maj, sætter 12 kursister sig i flysædet og smutter til Amsterdam. Vi skal hilse på van Gogh og Rembrandt og skitse os ind på alle de fine steder og miljøer som Amsterdam byder på. Mere om det i næste hilsen

Tak for et feberhedt og dejligt forårsforløb!